Beat & Brøl i dinosaurland (+ workshop)
Morten ankommer direkte ude fra stenstranden, hvor han har fundet en kæmpestor forstenet tand fra en dinosaur.
Han ved dog ikke hvilken dinosaur der er tale om. Nu vil han tage Beat og BrøL med på jagt tilbage i tiden for at finde tandens ejer. Tidsmaskinen starter og med publikums hjælp begynder nu rejsen gennem juratiden og tidlig og sen kridttid. Gad vide om de finder ejeren til den mystiske tandfossil?
Sammen med de nysgerrige hånddukker inviterer Morten Overgaard-Dahl publikum med på en tidsrejse, hvor dinosaurernes verden bliver levende gennem historier og sange.
Børnene får lov til at indtage rollen som dinosaur-eksperter – og vise de voksne, at de faktisk ofte ved mest om de fantastiske fortidsdyr. Koncerten bliver en fejring af glæden ved at nørde og en bekræftelse af børnenes videbegær og fantasi.
Publikum inviteres hele tiden med gennem bevægelseslege og opgaver, der styrker indlevelsen og gør oplevelsen levende.
På scenen:
- Michael Graubæk: Violin og mandolin
- Mads Stephensen: Trommer og kor
- Morten Overgaard-Dahl: Guitar og banjo
Program:
- Kl. 13: Kreaworkshop: Skab din egen dino!
- Kl. 14: Koncerten begynder
Kontakt
BRØK, Brønshøj Kulturhus
Brønshøjvej 3