Bibliotek for Forbudte Bøger

I Biblioteket for Forbudte Bøger kan du opleve bøger, der er eller har været forbudte et sted i verden.

Vidste du, at Harry Potter-bøgerne er forbudte i en række amerikanske stater? Og at Dan Browns Da Vinci Mysteriet er no go i flere lande i Mellemøsten? Det er bare to eksempler på en række forbudte bøger, som du kan gå på opdagelse i, når Københavns Kommune åbner Biblioteket for Forbudte Bøger. En pop-up udstilling for litteratur skrevet af forfattere, der på grund af deres kunst er eller har været udsat for f. eks. censur, undertrykkelse eller er blevet tvunget i eksil.

Du kan her opleve bøger, som du ikke finder sympatiske eller acceptable. Men der er også stor sandsynlighed for, at du vil opleve bøger, som du er overrasket over står i et bibliotek for FORBUDTE BØGER. 

Vi vil ikke fortælle dig, hvad der er rigtigt og forkert. Vores håb er, at du som besøgende får nye indsigter og kan danne dig dine egne tanker om kunstnerisk ytringsfrihed, og hvad der er vigtigt for at kunne leve i et demokrati sammen.

Om FORBUDT KULTUR

Arrangementet er den del af programmet for FORBUDT KULTUR, som arrangeres i forbindelse med at København fra den 29.-31. maj er værtsby for ICORN International General Assembly 2024. 

ICORN (International Citites of Refuge Network) er en international medlemsorganisation for byer, kommuner eller regioner, der arbejder for ytringsfrihed og giver midlertidig beskyttelse til forfulgte kunstnere, forfattere, fotografer, journalister osv.

København er friby og medlem af ICORN. Det betyder at København er vært for en forfatter, journalist eller kunstner på flugt i en toårig periode. Vi tilbyder husly og arbejdsro, så kunstneren kan fortsætte sit kunstneriske arbejde, som ellers ikke kunne var muligt i hjemlandet. Siden 2010 har København huset 3 fribykunstnere og en ny ankommer i 2024.

Kontakt

Nørrebrohallen

Nørrebrogade 208

2200 København N
Del med