Blues Man 2026: Krølle Erik, Liv Skotte og Delta Blues Band
Blues Man udspringer af den årlige musikalske hyldest til Troels Jensen, hele Danmarks Mr. Blues, der døde i 2020 efter mere end fem årtier som en markant og samlende skikkelse på den danske bluesscene. Troels Jensen var med til at danne Delta Blues Band – måske Danmarks første egentlige bluesband – og tilhørte en generation af musikere, der fra slutningen af 1960'erne var med til at skabe en levende dansk scene for bluesmusik.
Siden er også hans mangeårige musikalske kolleger fra Delta Blues Band Jørgen Lang og Michael Puggaard-Müller gået bort. Blues Man er derfor en hyldest til de musikere, der ikke længere er her, men først og fremmest er det en fejring af den pionerånd, musikalske nysgerrighed og spilleglæde, som de var med til at sætte i gang – og som stadig lever i bedste velgående på den danske bluesscene.
Krølle Eriks Bluesband
Krølle Erik har været en del af den danske rock- og bluesscene i mere end et halvt århundrede. Han spillede på den første Roskilde Festival i 1971 og blev få år senere en del af det sprudlende musikmiljø omkring Huset i Magstræde. Her var han i årene 1973–76 med til at bygge Husets musikscener op, herunder Musikcaféen. Senere opstod Krølle Eriks Bluesband ud af miljøet og de mange jamsessions i Huset og udgav senere Live i Vognporten optaget samme sted. Gennem årene har han desuden spillet i Christianshavns Blues Band og ikke mindst Delta Blues Band.
Krølle Erik stod også bag initiativet til støttealbummet Atomkraft? Nej tak, der samlede en lang række af tidens danske musikere omkring modstanden mod atomkraft.
Til Blues Man går han på scenen med Jan Overgaard, Peter Klitgård, Søren Engel, Lars Ringgård og Liv Skotte. Sammen leverer de en energisk blanding af blues, New Orleans og rockabilly – musik med rødder, swing og masser af live-nerve.
Liv Skotte med Jan Overgaard & Andreas Jacobsen
Liv Skotte bliver på scenen efter koncerten med Krølle Eriks Bluesband og fortsætter med sit eget sæt. Liv har gennem mange år haft sine musikalske rødder i den danske blues-, jazz- og rockscene. Hun skriver sine egne sange på både dansk og engelsk og har en personlig stemme og fortolkning, der bevæger sig frit mellem genrerne.
Denne eftermiddag har hun selskab af sin mangeårige medspiller Jan Overgaard på klaver og bas samt Andreas Jacobsen på trommer.
Delta Blues Band
Da Delta Blues Band begyndte at spille i slutningen af 1960'erne, var den elektriske Chicago-blues stadig noget nyt på danske scener. Med elektriske guitarer, mundharpe, klaver og en tung, swingende rytmesektion var bandet med til at introducere den rå og direkte bluestradition for et dansk publikum – og til at gøre blues til en levende del af den danske rytmiske musikscene.
Den musikalske nerve lever videre i Delta Blues Band i dag. Bluestraditionen er stadig fundamentet, og årtiers sammenspil, improvisation og den umiddelbare energi, der opstår på scenen, lever videre og bliver båret af et stærkt hold musikere. Delta Blues Band er også en fast del af Blues Man – ikke kun som et stykke dansk musikhistorie, men som et band, der fortsat spiller solid Chicago-blues.
Delta Blues Band består af Danny Linde, Thomas Puggaard-Müller, Knut Henriksen, Henning Verner, Asmus Jensen og Jacob Krausmann.
Arrangeret af Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
Kontakt
BRØK, Brønshøj Kulturhus
Brønshøjvej 3