CPH:DOX: Tingbjerg-eksperimentet

Oplev dokumentarfilmen 'Tingbjerg Eksperimentet' af Louise Detlefsen med efterfølgende panelsamtale modereret af Farhiya Khalid.

Hvad sker der, når en udvalgt gruppe af unge, idealistiske familier fra middelklassen slår sig ned i Tingbjerg med en drøm om at udvikle bydelen? 

Tingbjerg er i årevis blevet kaldt en ‘hård ghetto’. Nu skal bydelen være rammen om et eksperiment, der skal forandre det såkaldte parallelsamfund. Det udsatte boligområde i udkanten af København har gennem tiden været berygtet for bandekonflikt og skuddrab, men har samtidig været hjem og en afholdt landsby for utallige mennesker, særligt mange med ikke-vestlig baggrund. 

Filmen portrætterer en lille gruppe unge, idealistiske familier fra den veluddannede, hvide middelklasse, som håndplukkes til at købe nogle nyopførte huse midt i Tingbjerg for en billig penge – og med en klausul, der binder dem til området i minimum fire år. Til gengæld skal de bidrage til at udvikle området og deltage i fællesskabet. Intentionerne er gode, men hvad med realiteterne? Og hvad nu hvis beboerne i Tingbjerg bare godt kan lide deres kvarter, som det er? 

Instruktør Louise Detlefsen har fulgt eksperimentet gennem fire års op- og nedture, og skabt en menneskelig og underholdende film med et blik for alle sider af sagen. En film, der samtidig rejser spørgsmålet om, hvad skal egentlig skal til for, at vi bosætter os ved siden af nogle, der ikke ligner os selv?

Filmen ledsages af en efterfølgende panelsamtale med deltagelse af:

  • Mette Mechlenborg fra Landsbygge fonden 
  • Din Boligsociale Helhedsplan - Güler Yagci 
  • Farhiya Khalid (moderator) - uddannet journalist og historiker fra Roskilde Universitet

Arrangeret af CPH:DOX. Billetter købes på festivalens hjemmeside.

Kontakt

BRØK, Brønshøj Kulturhus

Brønshøjvej 3

2700 Brønshøj
Del med