Gratis filmfestival i Osramhuset: Born to Fight

Oplev dokumentarfilmen om bokseren Nawres og mød instruktøren til en efterfølgende dialog.

Osramhuset inviterer til en filmfestival-aften i samarbejde med Salaam Film & Dialog, tirsdag den 9. december kl. 18-21. Vi viser filmen "Born to Fight", og der vil være snacks og spændende samtaler - alt sammen helt gratis. 

Filmen omhandler Nawres, en rebelsk 23-årig kvindelig kickbokser fra Tunesien i Nordafrika, som har kæmpet sig til tops i et traditionelt, mandsdomineret samfund i jagten på en international karriere. Men da Tunesiens politiske og økonomiske uro forværres efter Covid-19, går hendes boksekarriere næsten i stå. I håbet om et bedre liv og nye muligheder rejser hun til Frankrig – men mødes i stedet af de barske realiteter som ung immigrant i Europa. Langt fra sit hjemland og sin familie må Nawres genoverveje, hvem hun er, og hvad frihed og succes egentlig betyder.

Aftenens gæst, dokumentarfilminstruktør Ala’A Mohsen, giver en kort introduktion før filmstart. Efter filmen går han i dialog med publikum om temaer som migration, rødder, tilhørsforhold og det at vokse op mellem flere kulturer. Mohsen er irakisk-dansk dokumentarist med base i København, og hans film arbejder med personlige fortællinger om identitet, familiebaggrund og de historier, der former os.

Filmen vises på arabisk og fransk med danske undertekster. Censur er endnu ikke fastsat af Medierådet.

Arrangementet finder sted i Osramhuset, Valhalsgade 4, 2200 København N. 

Arrangementet er en del af Salaam Filmfestival i Osramhuset, hvor der hen over vinterens mørke måneder vises film i Osramhuset. Læs mere om Salaam Film & Dialog, på deres hjemmeside, hvor du også kan reservere gratis billetter til arrangementet. 

Kontakt

Osramhuset, Store Sal (1. sal)

Valhalsgade 4

2200 København N
Del med