Kongelig sommeropera på Bellahøj Friluftsscene

Ta’ ud i det fri og oplev fantastiske stemmer fra Den Kongelige Opera under åben himmel på Bellahøj Friluftsscene.

Hver sommer kan du i det danske sommerland komme til gratis operakoncerter rundt i Danmark og igen i år indtager operaen den smukke grønne friluftsscene ved de ikoniske Bellahøjhuse. Her kan du opleve nogle af landets bedste operasangere i højdepunkter fra kendte operaer og den kommende sæsons forestillinger.

Sommerkoncerterne er et tilløbsstykke, hvor publikum i alle aldre nyder de gratis operakoncerter i det fri. For mange mennesker er Kongelig sommeropera blevet en fast tradition, hvor tusindvis af publikummer mødes hvert år til gratis koncert.

Kongelig sommeropera er for alle - både helt garvede og passionerede operafans men også nybegyndere, der her kan opleve nogle af de allerstørste hits fra operaens verden og få en forsmag på den nye operasæson.

Tag skovturstæppet under armen og glæd dig til en eftermiddag i selskab med Den Kongelige Operas sangere i det grønne.

Gratis adgang. 

Forventet varighed: 1 time og 30 minutter uden pause.

Arrangeret i et samarbejde mellem Kultur og Fritid Brønshøj-Husum og Det Kongelige Teater med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Bellahøj Friluftsscene er Københavns største friluftsscene, og den har med sin placering og plads til 2000 mennesker en stor værdi. Når vi inviterer Kongelig Sommeropera til bydelen, så er det selvfølgelig for at give alle lokale en operaoplevelse, som samler hele familien, men det er også for at sætte Brønshøj og vores grønne friluftsscene på københavnerkortet og inspirere andre til at lave store begivenheder på scenen.
Rasmus Elleby
Bydelsleder, Kultur og Fritid Brønshøj-Husum
I Brønshøj-Husum Lokaludvalg er vi glade for, at Kongelig Sommeropera vender tilbage igen i år. Det er et virkelig godt kulturtilbud, som passer perfekt til Bellahøj Friluftsscene. Den smukke amfiscene kommer virkelig til sin ret, når folk i alle aldre kommer vandrende og cyklende og slår sig ned med fyldte madkurve og tæpper for at nyde tilbuddet om gratis opera sammen med andre på Københavns højeste punkt.

Med vores Bydelspulje støtter vi arrangementer, der ligesom Kongelig Sommeropera bringer folk sammen og promoverer Brønshøj-Husum på bedste vis. Derfor har vi støttet arrangementet økonomisk og glæder os til at opleve operahits i det fri.
Christoffer Rosenkrands
Forperson for Brønshøj-Husum Lokaludvalg

Kontakt

Bellahøj Friluftsscene, Amfiscenen

Bellahøjvej 20

2700 Brønshøj
Del med