Music House Brønshøj: Big Daddy Wilson (US)
Få bluesmusikere synger med autenticitet og nerve som Big Daddy Wilson.
Han voksede op i North Carolina, hvor han lærte at synge i den lokale kirke. I dag er han i 50'erne og råder over en fløjlsblød og soulinspireret stemme, som både er uhyre alsidig og kraftfuld. Han bliver tit sammenlignet med et af sine egne forbilleder, Eric Bibbs, både hvad angår udtryk, tonefald og måden at fortolke sange på. Og nåh, ja, så bidrager han også til groovet på trommer og percussion, samtidig med at han synger. Hans musikalske udtryk forener både elementer af roots, soul, funk, gospel og blues.
Big Daddy Wilson lod sig indrullere i den amerikanske hær og blev udstationeret til Tyskland tilbage i 1979. Her endte han med at bosætte sig efter værnepligten og i stedet lade sig indrullere i blues- og rootsmusikens tjeneste. Til koncerten i BRØK går han på scenen med et sammenspillet hold af musikere: Cesare Nolli- Guitar, Bartek Szopinski- piano og Big Daddy Wilson - vokal.
Stilen er knap så rå og upoleret, som mange af hans blueskollegaer. Der er et raffinement i formsproget, men samtidig er bluesrødderne intakte i det fortrinsvis akustiske setup.
Kontakt
BRØK, Brønshøj Kulturhus
Brønshøjvej 3