Music House Brønshøj: Hurdy Gurdy

Der venter en aften med rendyrket psykedelisk rock, når kultbandet Hurdy Gurdy omslutter publikum med guitarekstase og syrelys.

Det bliver en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, når Hurdy Gurdy folder deres syrede, improvisatoriske univers ud i BRØK. Guitarmesteren Claus Bøhling (Secret Oyster, Elektrum og Astro Hatch) fører an i lange, fabulerende forløb, hvor guitarflader og tunge grooves væver salen ind i en trance af ren psykedelisk energi.

Som prikken over i’et kaster Frank Hindsberg sit legendariske syrelys hen over scenen – et visuelt trip, der forvandler Plenum til et levende kalejdoskop af farver og former.

Hurdy Gurdy med Claus Bøhling på guitar blev dannet 1967. De havde backet Peter Belli under navnet B B Brothers i et halvt år og fik premiere som Hurdy Gurdy i Brøndby Pop Club (med Mac Macleod bas og Jens Otzen på trommer). I 1968 rejste Hurdy Gurdy til London og spillede bl.a. i undergrundsklubben "Middel Earth” med Pink Floyd juni 1968.

Efter et møde med den engelske folkesanger Donovan, skrev denne hittet "Hurdy Gurdy Man” til bandet og George Harrison fra The Beatles skrev et af versene som en tjeneste. 

Hurdy Gurdy optrådte senest på “Kun for forrykte”-festivalen, og med det originale syrelysdesign og med et stærkt line-up er de tilbage på scenen med alt, hvad hjertet kan begære af ægte, dansk psykedelisk rock.

Line-up:

  • Claus Bøhling – guitar og vokal
  • Joachim Ussing – bas
  • Arthur Tanturri – trommer
  • Frank Hindsberg – syrelys

Arrangeret af musikforeningen Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg. 

Kontakt

BRØK, Brønshøj Kulturhus

Brønshøjvej 3

2700 Brønshøj
Del med