Ola Sandberg: Invisible Room

Lydkunstner Ola Sandberg undersøger Brønshøj Vandtårns særlige akustik og inviterer publikum til en fælles udforskning af lyd og rum.

Hvordan kan man bruge musik til at undersøge arkitektur? Og hvad sker der, når en bygning bliver et redskab til at øve sig i at lytte dybt og opmærksomt sammen?

I det kunstneriske forskningsprojekt Invisible Room undersøger den svenske musiker og lydkunstner Ola Sandberg samspillet mellem lyd, musik og arkitektur. Tidligere har han udforsket blandt andet Södervärns Vandtårn i Malmø og Koncertkirken i København. Nu kommer turen til Brønshøj Vandtårn, et totalfredet pionerværk inden for dansk funktionalistisk arkitektur.

Med elektroniske instrumenter og improvisation undersøger han bygningens særlige akustiske egenskaber og bruger lyden til at gøre rummets usynlige kvaliteter hørbare. Arbejdet er blandt andet inspireret af forskeren og musiketnologen Iegor Reznikoffs undersøgelser af resonans i forhistoriske huler.

En lydlig undersøgelse af Brønshøj Vandtårn

Gennem tre dage udforsker Ola Sandberg vandtårnets resonans og skaber musik i tæt samspil med arkitekturen. De første to dage arbejder han med højttalernes placering, frekvenser og lydens bevægelse gennem rummet. På tredjedagen åbnes dørene til en offentlig lyttesession, hvor publikum inviteres til at deltage i den fælles undersøgelse.

Lyttesessionen er ikke en traditionel koncert. Her bliver bygningen selv et redskab til at lytte, mens enkle, langsomt foranderlige lydskulpturer gør arkitekturen hørbar. Den enkle musik giver plads til at høre ikke blot bygningen og lydene i og omkring den, men også hinanden og os selv.

Med Invisible Room ønsker Ola Sandberg at skabe en dybere opmærksomhed på lyd og fremhæve værdien af rum med særlige akustiske kvaliteter. For mens Brønshøj Vandtårn allerede bruges som et levende kulturelt rum, står mange andre bemærkelsesværdige bygninger tavse hen, uden at deres lydlige potentiale bliver udforsket.

Vandtårnet er køligt, så husk varmt tøj. Vi har te på kanden og tæpper klar.
 

Kontakt

Brønshøj Vandtårn

Brønshøjvej 29

2700 Brønshøj
Del med