Cirkusvognens historie

Siden 1995 har Cirkusvognen hver august rullet ud på Bispebjerg.
Billede
Publikum ser dukketeater foran Cirkusvognen
Fotograf
Conni Humeniuk

I 1995 fik Janne Kjærsgård (kendt som Den Blå Heks) og Brian Hansen fra Hulgårds Bemandede Legeplads en god idé. De ville give børnene i Københavns nordvestkvarter et dukketeater ligesom Marionet Teatret inde i Kongens Have. De undersøgte mulighederne; hvordan kunne den bygges, hvordan skulle den finansieres osv. Midt i alt dette blev Janne Kjærsgård tilbudt en gammel træskurvogn – og hun slog til.

Den gamle skurvogn blev malet, der blev skåret et vindue, så man kunne spille dukketeater i vognen og endelig var den klar til at blive døbt – lige præcis det den lignede – en Cirkusvogn.

Med vognen opstod nye muligheder, for den kunne køres rundt og det var ikke længere nødvendigt, at den stod fast på Hulgårds Plads. Det er stadig den præcis samme vogn, der kører rundt i dag. Lidt brædder er blevet skiftet ud gennem årene og adskillige lag maling er lagt på. Og hver eneste august siden 1995 har vognen kørt ud i bydelen og tilbudt gratis børnekultur.

Vognen hørte de første 3 år af sit liv til under det boligsociale projekt Degneren. I 1998, da Børnekulturhuset Sokkelundlille blev indviet, kom Cirkusvognen til at høre til her ved huset.

Højdepunkter

Der har været mange højdepunkter i Cirkusvognens lange liv, mange flere, end vi kan nævne her. Men der er nu alligevel et par stykker, vi alligevel vil nævne:

I 2015 fyldte vognen 20 år og det fejrede vi med et stort optog fra Utterslev Torv, ned af Tomsgårdsvej til Hulgårds Bemandede Legeplads. Vognen blev kørt afsted og efter fulgte Trommeorkestret Slagkraft og 200 børn med flag.

Cirkusvognen slog publikumsrekord i 2017 på Degnestavnens Legeplads. 700 børn og voksne væltede ind for at høre De Onde spille ond, ond børnemusik med Carl Quist-Møller i front.

Solen skinner næsten altid på Cirkusvognen, men nogengange glipper det. Men selv i regn og slud, kører Cirkusvognen ud – det gør vi, fordi vognen har det sejeste publikum. Så i 2024, mens regnen silede ned, troppede 400 børn og voksne i regntøj alligevel op for at se klovnen Tapé.

Gamle og nye traditioner

I 2022 blev der bundet en fin knude på Cirkusvognens historie, da vi indgik et samarbejde med Marionet Teatret. Som en del af Cirkusvognens program spiller Marionet Teatret nu hvert år deres dukketeaterforestilling, der i løbet af sommeren har spillet i Kongens Have. Det var netop det Janne og Brian drømte om i 1995.

Vognen har gennem årene holdt forskellige steder, men alle årene har Cirkusvognen været forbi Hulgårds Bemandede Legeplads. Vognen er en institution her og forældre, der selv besøgte Cirkusvognen som børn, besøger nu vognen med deres børn. Det er en ære at være en del af en tradition og vi tager det alvorligt og gør hvert år alt hvad vi kan, for at denne dejlige tradition kan fortsætte.

Vi glæder os til at skrive videre på historien sammen med jer – august efter august.