Muligheder og betingelser – Brønshøj Vandtårn
Hvad skal du være særligt opmærksom på som kulturskaber i vandtårnet?
Muligheder og betingelser
Vis alle
Hvilke rum råder jeg over i vandtårnet?
Du råder over søjlerummet i vandtårnet med over 20 meter til loftet.
Vi kan desværre ikke tilbyde adgang til taget, selvom udsigten frister. Der er heller ikke adgang til selve vandtanken under taget, etagen under eller vindeltrappen (kun til nederste repos).
Brønshøj Vandtårn hænger organisatorisk sammen med Kulturhuset Pilegården, Brønshøj Gamle Skole og Rytterskolen som ligger få hundrede meter fra vandtårnet. Kontakt os for at høre nærmere om mødelokaler, toiletter, mulighed for backstagerum mm. til dit event.
Hvad skal du være særligt opmærksom på som arrangør?
Temperatur
Brønshøj Vandtårn ikke er opvarmet. Det skal huske at advisere både dem, som du samarbejder med og dit publikum om. Dørene åbner typisk kun en halv time før arrangementets start af samme grund. Temperaturen gør rummet mindre egnet til begivenheder, hvor publikum sidder stille i lang tid.
Akustik
Vandtårnets søjlerum har en efterklang, der i høj grad påvirker de arrangementer, der finder sted i rummet. Som arrangør skal du overveje nøje, hvilken effekt rummet vil have på din begivenhed.
Efterklangen er blevet undersøgt af Yann Coppier og studerende på lydlinjen ved Statens Scenekunstskole med hjælp fra akustiker Eddy Bøgh Brixen. De dybeste toner klinger i tårnet op til 40 sekunder. Dette gør tårnet til en aktiv musikalsk aktør og stiller store krav til den lyd, der skabes i tårnet. Vandtårnet er derfor særligt oplagt til værker skabt specifikt til tårnet, og kunstnere, der kan improvisere og spille sammen med tårnet.
Ønsker du at teste noget af, så lav en aftale med os på vandtaarn@kk.dk
En fredet bygning
Slots- og Kulturarvstyrelsen under Kulturministeriet fredede Brønshøj Vandtårn (tegnet 1928 af Ib Lunding) i 2000 med henvisning til bygningens kulturhistoriske og arkitektoniske værdier. Bygningen skal behandles med nænsomhed, og der må ikke males på overflader, bores og lignende.
Kapacitet
Vandtårnet er godkendt til forsamling af maks 149 personer alle inklusiv (optrædende/publikum/arrangører/afviklere/frivillige).
Afvikling
Du står selv for billettering og afvikling.
Entré
Tager du entré til koncerten, så er indtægten som udgangspunkt din. Du opretter selv billetter og administerer salget. Vær obs på ikke at overskride grænsen på 149 personer. Ved større arrangementer kan der forekomme undtagelser i forbindelse med entréindtægten, som skrives ind i samarbejdsaftalen.
Genetablering
Der kan være et arrangement allerede dagen efter dit. Derfor skal du genetablere lokalet som du modtog det samme aften. Ryd bænke og stole væk og fjern affald.
Tidsrum
Dit arrangement skal være afsluttet senest kl. 22 af hensyn til vandtårnets naboer. Gæster må ikke opholde sig udenfor vandtårnet efter arrangementets afslutning.
Udskænkning
Er der udskænkning af alkohol i forbindelse med dit arrangement, skal du søge om lejlighedstilladelse til servering af alkohol hos Københavns Politi.
Nøgle, ankomst og lys
Når vi har en samarbejdsaftale får du en kode udleveret, der indtastes på tastaturet til venstre for bagdøren. Koden skiftes jævnligt, så har du lavet et arrangement før i vandtårnet, så kan du ikke gå ud fra at den samme fortsat virker. Du ankommer til et ret mørkt vandtårn. Du tænder lyset på kontakten til venstre for bagindgangs-døren. Der sidder en lysmixer, der styrer arrangementslyset, på den sorte træboks man kommer ind i, når man kommer ind via bagdøren. Husk at slukke lyset, når I forlader tårnet.
Affald
Vi opfordrer til at man affaldsorterer, som anvist på affaldspandende i tårnet. Affaldssække med henholdsvis blandet affald, plast/kartoner og papir afleveres i containerskuret ved spejderhytten. Koden til skuret findes i tårnet på en infoseddel.
Afleverer du skrald i stor mængde eller er containerne fyldte, så må du ikke efterlade skraldet der. Nærmeste alternativ er containeren på Brønshøjvej 17 ved Kulturhuset Pilegården.
Det er ikke muligt at komme af med glas og flasker ved Brønshøj Vandtårn. I skal selv aflevere dem til genanvendelse eller pante dem. Nærmeste flaskecontainer på vandtårnet er den her.
Toiletter
Der er toiletter i spejderhytten ved siden af tårnet. Toiletdøren er midt i bygningen, hvis man kigger på spejderhytten fra Brønshøjvej. Nøglen til toilettet hænger på den blå udstyrs-reol i tårnet. Ifm. arrangementer låser man op, så der er adgang for publikum. Husk at låse døren, når arrangementet er slut og hæng nøglen på plads. Bliver nøglen væk, skal den erstattes og man vil derfor blive opkrævet 650 kr.
Hvilket udstyr følger med?
Indgår du et kulturelt partnerskab med Brønshøj Vandtårn, får du adgang til en del teknisk udstyr, der kan understøtte dit event:
- Lys (RGB- + AW-lamper på søjlerne inddelt i grupper fremhævet på lysmixeren (lysene skal blive siddende på søjlerne og må kun flyttes, hvis der er indgået en aftale omkring det.)
- Mobile lysbomme, der kan fungere som scenelys
- Bænke og stole til cirka 60 siddende
- tæpper
Brønshøj Vandtårn råder over et PA-anlæg. Supplerende grej, der matcher dit arrangements specifikke behov skal du leje ind/medbringe selv og medtænke i finansieringen. Brønshøj Vandtårn har en ekstern lydtekniker tilknyttet, som kender vandtårnets lyd- og lysudstyr. Man kan enten lave en aftale med vores lydtekniker eller selv finde en lydtekniker, som hyres ind for jeres egne midler.
Er vandtårnet ledigt?
Send os en mail på vandtaarn@kk.dk
Har du brug for rådgivning?
Er dit event stadig på idéstadiet, står vi til rådighed for at hjælpe dig med at få det til at blive en realitet. Vi kan hjælpe på flere niveauer alt efter, hvilke ressourcer du har. Målet med vores rådgivning er at understøtte dit arbejde som arrangør. Det er dig der hovedsageligt løfter opgaven, men vi kan hjælpe med rådgivning og vejledning ift:
Idéudvikling
Planlægning
Fundraising
Afvikling
PR
Krav til samarbejdet
Dit arrangement skal være åbent for alle uanset køn, alder, race, religion, etniske oprindelse, seksuelle orientering, uddannelse, personlighed og livsopfattelse (læs mere om Kultur- og Fritidsforvaltningens retning og vision). Dit arrangement må ikke være partipolitisk og du skal tænke bæredygtighed ind i forhold til dit arrangement så vidt muligt.
Brønshøj Vandtårn og Københavns Kommune er partner i kulturprojektet og er altid medafsender på projektet. Derfor skal Københavns Kommunes logo med navnetræk fra Brønshøj Vandtårn indgå på trykt materiale. Nævn os gerne, når du oplister samarbejdspartnere. "Arrangeret i samarbejde med Brønshøj Vandtårn, etc, etc.". For KBH-logo til plakater mm. se under vedhæftede filer eller kontakt cw6w@kk.dk.
Bemærk, at dit arrangementet skal være synligt her på vandtårnets hjemmeside - det er ikke nok at oprette et event på Facebook.
Giver eventet ekstraomkostninger til lydudstyr, rengøring, åbningstid og lignende er udgiften din.
Når vi er enige om et samarbejde, laver vi en gensidigt forpligtende samarbejdsaftale.
Ved ankomst
- Luk dig ind i tårnet via bagindgangen med din midlertidige kode
- Tænd arbejdslys til venstre for trappen ned til grundplanet
- Tænd arbejdslys ved grejreolen og lyspulten på kontakt over det grå skab
- orientér dig i vejledningerne, som er på det grå skab
- Tænd evt. lyset på vindeltrappen på søjlen ved første trin
- Tænd lyset langs rampen på kontakten ved den sorte hoveddør i toppen af rampen
Tjekliste ved afgang
Der er ingen ansatte til at rydde op eller gøre rent – det er en fælles opgave.
Tjek:
- at hoveddøren er låst
- at borde og stole er ryddet op
- at lånt grej er tilbage i reolen
- at lyset er slukket (det skues ned på fader 1 (helt til venstre) på lysmikseren
- at der er gået en tur med fejemaskinen, hvis der er behov for det
- at bagdøren er ordentligt lukket (den binder)
På gensyn næste gang du får en genial vandtårnsidé!