Wetland Project
To vidt forskellige geografiske placeringer flød sammen til et mikrokosmos af lyd og lys i Brønshøj Vandtårn i totalinstallationen Wetland.
The “Wetland Project” var en økoakustisk undersøgelse og et visuelt møde mellem et udrydningstruet vådområde 7000 km herfra og akustikken i en af de tidligere vigtigste bygninger i Københavns vandforsyning.
En 5 kanalers, 24 timers lydoptagelse af biodiversiteten i vådområdet ṮEḴTEḴSEN på Saturna Island i British Columbia på grænsen mellem USA og Canada blev afspillet inde i vandtårnet og skabte et ekko af fugle, fly, frøer og meget andet i vandtårnets massive arkitektur. For besøgende i installationen i vandtårnet kom den primære stimulus gennem lytning. Det komplekse lydbillede kunne høres i detaljer, og indtog ørerne fra alle retninger samtidig. Lyden af den fjerntliggende biotop og bygningens enorme efterklang på op til 40 sekunder greb ind i hinanden og skabte et rum, hvor naturen og det menneskeskabte mødtes.
En særligt designet algoritme omdannede i realtid lydfrekvenserne til en strøm af rene farvefelter. Vådområdets lyde blev oversat og forvandlet til en abstrakt, multisensorisk skulptur af farver, som strålede i vandtårnets tågeindhyllede indre.
Vandtårnets efterklang og de abstrakte synsindtryk opfordrede de besøgende til at lytte mere grundigt, end man er vant til i en pulserende visuel kultur. Og lyttede man grundigt nok efter, fik man også en påmindelse om naturens stadigt mere pressede tilstand.
Oplev Wetland digitalt:
Nu kan du streame alle 24 timers dyre og naturlyde samt få alle farverne ud i din stue derhjemme!
Installationen Wetland Project var skabt af de to digitale mediekunstnere Mark Timmings og Brady Marks. Projektet var støttet af Canada Council for the Arts.