Om Støberiet
Om Støberiet
Støberiet er din kommunale dagligstue.
På Blågårds Plads i hjertet af Indre Nørrebro ligger Blågården, som består af kulturhuset Støberiet, Kapelvej 44, Blågårdens Bibliotek og Korsgadehallen. Tilsammen udgør vi en aktiv og levende kulturdynamo, som dagligt huser flere foreninger, faste brugere, lokale frivillige og et væld af besøgende.
Støberiet er brugernes hus og ramme for ugentlige arrangementer og aktiviteter, som finder sted i vores bevægelseslokaler, selskabslokaler, koncertlokaler, udstillingslokaler, mødelokaler og værksted.
På Støberiet/Blågården prioriterer vi samskabelse med de lokale fællesskaber og det lokale vækstlag i et ønske om at spille en aktiv rolle i lokalmiljøet, opdyrke nye kulturnicher og give plads til unge- og børnekultur med højt niveau og kant.
Vi har også et særligt fokus på at skabe brede og inkluderende kulturelle oplevelser for og med lokale børnefamilier. Det kan man bl.a. opleve, når vi inviterer til børne- og familiekultur i Vinterpaladset, holder FerieCamp eller inviterer til multikulturel familiefest, juletræstænding, fastelavn og Sankt Hans udenfor på pladsen.
Brug Blågården
Har du en idé til en kulturaktivitet, eller har du brug for et hyggeligt mødested til din læseklub eller tegneklub? Både kulturhuset Støberiet, Blågårdens Bibliotek og Korsgadehallen vil hellere end gerne danne ramme om dit initiativ.
Vi kan hjælpe dig med at stable kulturaktiviteter på benene. Det kan være alt fra stort til småt – events, udstillinger, koncerter, debatter, festivaler osv. Vi tilbyder bl.a. vejledning og støtte til idéudvikling, tilladelser, planlægning – og selvfølgelig mulighed for at låne udstyr og lokaler.
Hvis du vil være med til at lave en aktivitet på Blågården, eller hvis du har lyst til at tage del i nogle af de allerede eksisterende tilbud, kan du altid skrive til os på stoeberiet@kk.dk eller komme forbi vores kontor i Korsgade 30.
Husorden i Københavns Kommunes kultur- og fritidsinstitutioner
Kontakt
Støberiet
Korsgade 30