Kunstudstilling: WUSS af Sebastian Hedevang
WUSS er en abstrakt kunstinstallation inde i hallen og videokunst på Nørrebrohallens udendørs skærm.
Sebastian Hedevang
WUSS, 2024
Udstillingsguide
Udendørs skærmen
Skulle man forsøge at oversætte Wuss til dansk, kunne man bruge ord som svækling, kylling eller bangebuks. Sebastian Hedevang betitler således sin udstilling med et skældsord, der peger på en verden, hvor det er yndet at være stærk og modig. Historisk set har modet været kendetegnende for den nævneværdige billedkunstner.
Kunsthistorien er sammensat af nybrud, der netop peger på sådanne nedslag af opgør med det bestående. I de seneste 150 år er vi gået fra en billedkunst, der har handlet om at gengive verden til en billedkunst, der er blevet mere abstrakt og ikke mindst bevidst om sig selv som et kunsthistorisk produkt. Egenskaben af mod er blevet et tydeligere aktiv for den skabende billedkunstner, der ønsker at få en plads i denne historisk bevidste samtid. Set igennem konkurrencesamfundets linse er modet til at forfølge sin vision også blevet en grundfortælling - om det er modet til at droppe ud af skolen for at starte en virksomhed eller om det er modet til at opsige sin direktørstilling for at blive betjent i Tivoli.
Ude på Nørrebrohallens gavl, på de kvadratiske LED-skærme, viser Hedevang et videoværk med udgangspunkt i titlen Wuss. Her kan man se, at titlen er en forkortelse for et utal af prøvende ordsammensætninger, der veksler mellem nonsens slogans og åbne spørgsmål. Will. U. See. Something.? spørger èn af dem.
Udstillingen indenfor i Nørrebrohallen
Indenfor, i Hallen, står en stor skulptur af trælægter, hønsenet og spartelmasse. De samme materialer kunne vi finde i en billedhuggers atelier, i indmaden til en stor skulptur, der ikke er blevet modelleret endnu. Vi står med de indledende skridt til et monumentalt værk, der i sit nuværende stadie kunne minde om en blanding mellem et kæmpe vinderpodium og et hønsehus. Den kubiske struktur kunne i sig selv være et minimalistisk værk fra 1960’erne, hvor det påhæftede hønsenet og genbrugslægterne drejer hele formen over i noget landligt. Konturerne af en pointe omkring vindere og tabere, bangebukse og ægte kyllinger anes, men hvordan det knytter sig til den minimalistiske struktur og billedhuggeratelieret, står åbent.
Akronymer findes der mange af. I nogle tilfælde rummer de en sandhed, der som en ekstern vilje kaster lys over den enhed, som benævnes. Tag f.eks navnet på den computer, der blev brugt under udviklingen af den første atombombe: Mathematical Analyzer Numerical Integrator and Automatic Computer (MANIAC). Uanset hvor planlagt eller efterrationaliseret et akronym end er, så underholder det ideen om en profetisk egenskab ved sproget - et øvre system, der viser sig og prøver at fortælle os noget. Det vil muligvis først stå klart om noget tid, hvilken besked W.U.S.S. bærer på.
Sebastian Hedevang
F. 1985, Stadil, DK
Bor og arbejder i København, DK
Udstillingsstedet Hallen.
Hallen er et uafhængigt udstillingssted i Nørrebrohallen. Udstillingerne befinder sig ovenpå
lagerrummet i Hal1 og er skabt til at blive set fra svalegangen, bag gelænderet.
Hallen er åben i Nørrebrohallens åbningstid. Nuværende udstilling med Sebastian Hedevang løber indtil 28. februar 2025.
Der er desværre ingen adgang til kørestol.