Udbud af caféen i BRØK – Brønshøj Kulturhus

Vi leder efter en forpagter til BRØK! En samarbejdspartner, som vil være med til at udvikle og drive vores fællesspisninger, få vores madprofil og café til at funkle og forhåbentligt få en masse nye ideer, der forener mad og kultur! Frist: 19. marts.

Udbudsmateriale

Kultur- og Fritidsforvaltningen udbyder forpagtningen af caféen i det kommende kulturhus i Brønshøj for en periode på 6 år med mulighed for forlængelse i yderligere 2 år.

I Brønshøj Kulturhus, BRØK, kan man opleve og skabe kultur i små og store fællesskaber på tværs af generationer. Som forpagter råder man over et nyt produktionskøkken og får direkte adgang fra caféen til bydelens bedste baghave tæt på Brønshøj Torv med mulighed for udeservering. Foruden de løbende kulturelle aktiviteter inde i BRØK primært oppe i arrangementssalen, men også i caféen, bliver kulturhuset en naturlig samarbejdspartner ved udendørs kulturaktiviteter ved Brønshøj Torv. Caféen bliver bydelens udvidede dagligstue. Som forpagter bliver man en af kulturhusets vigtigste samarbejdspartnere, som understøtter husets fokus på fællesskab og bæredygtighed med gode råvarer, fællesspisninger og løbende ideer, der kobler mad og kulturoplevelser.

For den kommende forpagter i kulturhuset er den grønne dagsorden en mærkesag og forpagteren kan se sig selv indgå i et dynamisk samarbejde som kobler madoplevelser med kulturaktiviteter og fællesskaber.    

Huset står endnu ikke færdigt, og derfor er billedet en visualisering af, hvordan caféen skal se ud.