Udstilling: "Nip" af Ioana Ispas

Kan nu ses på udstillingsstedet "Hallen" i Nørrebrohallen.
Fotograf
Brian Kure

Nip, 2024
Imiteret pels, stål armatur, fitnessgulv.


Udstillingsguide

Ovenpå lagerrummet i Hal1 præsenterer Ioana Ispas et miljø, der ikke passer ind i omgivelserne. Alligevel smelter arkitekturen sammen med de skridsikre skumfliser, der har erstattet det oprindelige gulv på platformen. 
Det ligner at institutionen har haft en plan, at der her kan foregå noget, måske et spil, men i så fald et spil vi ikke kender reglerne til. Det føles som en pædagogisk indbydelse til fysisk udfoldelse, som annulleres af gelænderet, der afspærrer rummet. Gulvet må ikke betrædes, men vi kan forestille os det. Skumfliserne kommer til en brat afslutning, der ender i et frit fald, som ydermere sår tvivl om den pædagogiske hensigt.
Midt på gulvet ligger en overdimensioneret sløjfe, som i sin udstråling er lige så afvisende som pelsen er blød og imødekommende. Det demokratiske og kropslige i gulvet bliver en sokkel for det luksuriøse og symbolske.

Fremmede landskaber og isolerede miljøer findes over det hele. Man kan forestille sig et hul i asfalten ned til vand- og varmerør, et butiksvindue, en parkeringsplads med kun gule biler holdende, eller en uforholdsmæssig stor samling elbokse på en blomstereng. Vi kan kalde dem zoner - lukkede kredsløb af regler og stemninger (“stemnings-regler”), der opererer selvstændigt fra den omkringliggende verden.
En sang kunne være et andet eksempel på en zone. En sang understøtter sin eksistens gennem abstrakte møder inde i sangen selv, så det føles som et sted vi kan opholde os. Ingen af sangens delelementer kan tages ud og forblive intakte. Nogle ord, sunget på en bestemt måde til en bestemt melodi, kan på magisk vis give mening, som om alle delelementerne er forudbestemt til at være gensidigt afhængige. Et slags økosystem.

Som med vejarbejde og andre hverdagslige undtagelser, der tiltrækker vores opmærksomhed, kan den lukkede zone kun eksistere i kraft af sin afgrænsning. Det gælder i dette tilfælde Nørrebrohallen i hele sin institutionelle manifestation, med alt fra sporvognsremise-arkitektur, dansk foreningstradition og lyden af hvinende sportssko nede fra banerne.
/ Jens Hüls Funder 

Ioana Ispas

Født 1994, Cluj, RO
Bor og arbejder i København, DK

 

Udstillingsstedet Hallen

Hallen er et uafhængigt udstillingssted inde i Nørrebrohallen. Her, på taget af lagerrummet i Hal1, vil der i fremtiden blive vist skiftende udstillinger af professionelle billedkunstnere. Kunstværkerne vil blive installeret på taget og skabt til at blive set fra svalegangen, bag gelænderet.
Udstillingerne er tilgængelige i Nørrebrohallens åbningstid. Udstillingen "Nip" løber indtil 27/10 24.
Der er desværre ingen adgang til kørestol.