Vi elsker bøger-festival på Blågården
Fra den 14. marts og seks dage frem afholder Københavns Biblioteker for fjerde år Danmarks største børnelitteraturfestival ”Vi elsker bøger” med mere end 150 arrangementer over hele byen. I år er festivaltemaet ”Forunderlige familier”, der skal være med til at sætte diversitet på børnelitteraturlisten.
I år er Blågårdens Bibliotek blandt de såkaldte flagskibsbiblioteker, så her kommer der til at være fuld smæk på bogfesten. Lørdag d. 19. marts er I derfor inviteret til en VILD og festlig lørdag for hele familien – med fortælleteater ved med Claus Mandøe, højtlæsning og workshop ved Camilla Kaj Paulsen, kreahjørne, udstilling og koncert ved Mads Mouritz.
Program lørdag d. 19. marts
- kl. 11: 'Grebet i luften' – fortælleteater med Claus Mandøe (3. sal, 4-8 år)
- kl. 12: Afsløring af morgenmadstegnekonkurrence-vinder (børnebiblioteket)
- kl. 12: Nyd Kim Fupz’ underfundige billedbog ’De grimme børn’, som bibliotekar Tine læser højt i vores lyttehule (3. sal, fra 6 år)
- kl. 12.30: Højtlæsning og workshop med Camilla Kaj Paulsen, forfatter til Nour og Nora-bøgerne (børnebiblioteket, fra 5 år)
- kl. 13: Guitar og familiesange ved Mads Mouritz for hele familien (3. sal)
Desuden på børnebiblioteket kl. 10-14
- Udstilling: Livet i København i gamle dage (for alle)
- Tegn din familie i kreahjørnet. Tegningerne bliver til bibliotekets helt egen familieudstilling (fra 3 år)
- Lav dit eget stamtræ! Tegn din familie ind i stamtræet – eller sæt medbragte billeder af familiemedlemmerne på stamtræet (fra 6 år)
Deltag i tegnekonkurrence
I anledning af Vi elsker bøger-festivalen kan du deltage i en sjov tegnekonkurrence på Blågårdens Bibliotek. Find på en sjov familiemorgenmadssituation, og udfyld morgenmadstegningen med ansigtsudtryk, tale- og tænkebobler. De tre sjoveste morgenmadssituationer vinder en præmie.
Find tegne-arket på Blågårdens Bibliotek fra d. 1. marts i den bemandede åbningstid, og aflevér dit bud samme sted senest fredag d. 11. marts.
Målgruppe: 11-14 år
Vinderne kåres lørdag d. 19. marts kl. 12 på børnebiblioteket.
Om Vi elsker bøger
D. 14. - 19. marts afholdes Københavns Bibliotekers årlige festival Vi elsker bøger. Festivalen henvender sig til børn i alderen 0-14 år og deres voksne. I år har festivalen fokus på forunderlige familier i børnelitteraturen gennem booktalks, workshops, højtlæsning, quizzer, skattejagter og læsedyster for hele familien.
Følg festivalen og find yderligere information om programmet her:
- Instagram: @vielskerboeger